Når Audi får for gode idéer

En 360 hestekræfter stærk livsstils-SUV er åbenbart lige hvad denne verden har brug for. I hvert fald kan Audi i dag præsentere os for konceptbilen RS Q3, der i korte træk er resultatet af en uheldig parring mellem RS3 og Q3 og derfor som sådan ikke giver den store mening.

Drivlinen er hentet direkte fra Audi RS3. Det er i sig selv helt i overensstemmelse med god skik, for det er en fremragende motor – har jeg ladet mig fortælle. Den 2,5 liters række-fem udsender en fantastisk lyd i både TT-RS og altså senest også RS3, og den skulle være bomstærk. Som sagt yder den her 360 hk, og det er nok til at sende RS Q3 fra 0 til 100 på 5,2 sekunder. Og bilen stopper ikke før den rammer 265 km/t.

Det er derfor også den 7-trins S-tronic dobbeltkoblingsgearkasse, Audi har placeret i forlængelse af motoren, og den forvalter de mange kræfter i samarbejde med det permanente firehjulstræk Quattro. Som udgangspunkt er bilen forhjulstrukket, men kræfterne kan efter behov omfordeles via en hydraulisk lamelkobling, helt automatisk naturligvis.

Man bliver mødt af en enorm single-frame kølergrill, hvis sorte lameller skulle være udført i en helt ny form, og nederst aner man antydningerne af et Quattro-logo, der, indrømmet, ser lidt blæret ud. Stødfangerens design er helt unikt for Audi RS Q3, med sine meget store og markante luftindtag. De to ovale rørhaler, integreret i diffuseren, er ikke hentet fra RS3 men fra RS6 og R8.

Indvendigt er det selvfølgelig, i rette sportsånd, de sorte toner, der dominerer. Men kabinen får lidt ekstra lys fra oven, takket være et stort glastag, og rundt omkring har man fremhævet visse detaljer i en hidsig, blå farve. Blandt andet den blå alcantara på sæderne og dørene, samt glasfiber-indlæggene på instrumentbordet.

Den dybere mening med konceptet er en gåde af dimensioner. Prisen må forventes at nå atmosfæriske højder, hvis RS Q3 ender med at gå i produktion, selvom bilen formentlig ikke vil være et hak bedre end RS3 – nok snarere tværtimod.