mini-countryman-cooper-d-test

Selvom jeg langt fra var kommet til verden i de glade tressere og halvfjerdsere kan jeg levende forestille mig de logistiske udfordringer, ejerne af en Morris Mascot stod overfor, når de skulle planlægge og eksekvere sommerturen til Sydfrankrig – eller blot til Sydfyn. Godt nok holder nutidens MINI-modeller på mange punkter fast ved deres fælles ophav, men det er på et mere åndeligt plan.

Er det stadig den dag i dag en udfordring at tage på bilferie i en Mini? Jeg satte mig for at undersøge sagen. Da jeg først havde fået i hovedet at ville tilbringe en lille uges tid af min sommerferie i Sverige i selskab med en Mini, blev jeg stillet over for valget mellem en MINI One – altså basis-Mini’en – og en MINI Cooper D Countryman, her i forhjulstrukkent antræk. Det havde naturligvis været mest korrekt at gå efter førstnævnte, hvis rejsen skulle foregå på så autentisk vis som muligt, men så langt tænkte jeg ikke, da jeg i sin tid lavede aftalen med BMW.

Omvendt kan man sige, at når nu MINI har gjort så store anstrengelser for at designe en bil som Countryman, der umiddelbart virker skræddersyet til formålet, hvorfor så ikke lade denne monster-Mini få lov at stå sin prøve på egne præmisser.

mini-cooper-d-countryman-test

Allerede næsten fra starten for 50 år siden blev Mini bygget i forskellige karrosseri-varianter. Men selv Morris Mini Traveller, hvis styrke synes at kunne afkodes af navnet, var ikke engang 3,5 meter lang. Countryman-navnet kom i øvrigt frem på samme tid, og denne var en afledning af Traveller-modellen. Den originale Mini voksede sådan set ikke med årene, men bibeholdt samme form og størrelse helt frem til produktionens ophør i år 2000. BMW købte derefter rettighederne til Mini-navnet og relancerede det i deres egen – ganske forvoksede – fortolkning.

Resultatet er, at MINI Countryman er vokset med plus-minus 60 længdecentimeter i forhold til sin navnefader (hvis efterfølger i virkeligheden er MINI Clubman, forvirrende nok), og vejer godt og vel det dobbelte. Men den er også væsentligt mere polstret til på indersiden med alskens nymodens stads, så den pladsmæssige gevinst er måske nok mindre end man umiddelbart kunne foranlediges til at tro. Med en bagagerumsvolumen på 350 liter er det trods alt begrænset, hvor meget habengut, der kan pakkes ind bagi, men er man villig til at ofte lidt bagsædeplads – af hvilken der faktisk er overraskende meget – er bagsæderne af den fleksible slags, der kan flyttes frem og tilbage. Bagagerummet er to-delt, så mindre genstande kan lægges for sig selv i et rum under bundpladen, der udvider kapaciteten til 450 liter.

Jeg erindrer, at man talte meget om Center Rail-konceptet, da MINI Countryman i sin tid blev lanceret. Altså midterskinnen, der løber på langs af kabinen. Idéen er da også fin, derved at det muliggør en ikke-statisk placering af diverse aflæggefaciliteter, såsom kopholdere, solbrilleholdere osv. Center Rail fås i tre forskellige varianter, enten som en komplet og gennemgående skinne, en tvedelt skinne eller som en kort skinne kun mellem forsæderne. Med mindre man vælger den sidste løsning siger det sig selv, at der kun bliver plads til fire personer i bilen, med to separate bagsæder. Nu var jeg alene på turen, så det var begrænset hvor meget jeg i det hele taget fik sat systemet på prøve, men det fuldender billedet af en bil, der er en (mini-)MPV værdig hvad praktiske løsninger angår.

Første gang man placerer sig i førersædet er det som at sætte sig ind i et værk af Salvador Dalí. Elementer, man kender, mænger sig med fremmedartede retro-detaljer i en umiddelbart ret uskøn sammenblanding. Ret hurtigt begynder indretningen dog at give mening, og man glædes over at have de vigtigste betjeningsknapper lige ved hånden på det lækre sportslæderrat, der som ret meget andet på billedet ikke er standard. Det kæmpestore speedometer i midterkonsollen, én af MINI’s mest markante signaturer, har nok sin charme, men bliver ikke kønnere, blot fordi den originale Mascot havde noget tilsvarende. Speedometeret suppleres af en rat-monteret omdrejningstæller, der hverken udseendes- eller kvalitetsmæssigt har meget at lade Toyota Aygo høre.

mini-cooper-d-countryman-interior

Mod forventning havde små 3000 kilometer på de svenske landeveje en formildende effekt på min ellers i første omgang noget halvhjertede kærlighed til det billige retro-plastik-indre. Den alternative instrumentering vil jeg aldrig blive tilhænger af, men den fik lov at glide lidt i baggrunden, da først bilen begyndte at æde nogle kilometer. Og jeg fik tid til at nyde det, der i sidste ende hæver MINI over de fleste andre: køreegenskaberne. Jeg tror ærligt talt ikke der findes mere velkørende crossover-biler på markedet. Det er ikke så meget de helt skarpe svingkombinationer, som det er den overordnede køreoplevelse, der får mig til at nå frem til den erkendelse: Den måde hvorpå styretøjet er vægtet, den helt rigtige, lidt tunge BMW-agtige måde, og den faste undervogn, der aldrig bliver hård, men hele tiden er tilpas tilgivende næsten uanset underlag. Endvidere behages man af et for en BMW-produceret bil overraskende medgørligt gearskifte.

Dieselmotoren på 1,6 liter er ikke nogen sportslig åbenbaring. Med 112 hk og 270 NM er kræfterne på det jævne, og tilsvarende motorer er set mere kultiverede i Ford Focus m.fl. Men til skandinaviske vejforhold er motoren tilstrækkelig, og den lidt rå motorgang passer egentlig fint til Countryman’s rå karakter. Når man nu har fået tildelt den på papiret mest økonomiske Countryman-model, med en EU-norm på 22,7 km/l, kan det imidlertid godt skuffe, at det ikke var muligt for undertegnede at komme højere end de 18. Under normale omstændigheder ville jeg kunne acceptere det, men de mange lange og lige stræk ved jævne hastigheder i Sverige burde kaste pænere tal af sig. Som højhastighedslokomotiv bliver MINI Countryman dog aldrig idéel, dens lidet aerodynamiske formgivning taget i betragtning.

mini-cooper-d-countryman

Aerodynamisk eller ej, så er det en bil, der vender blikke. I hvert fald som pressevognen stod, med en gennemført og i mine øjne ret flot, mørk styling. Men det er ikke et udseende kunder kommer gratis til. Stylingen alene, med metallak, 17″ alufælge, lygtehuse i sort (medregnet Xenon-lys) og hvide blinklys, lander i omegnen af 45.000 kroner. Og hvad man måske ville tro måtte være standardudstyr i en bil med en startpris på 345.000 kroner, såsom højdejusterbart passagersæde, klimaanlæg, kørecomputer og radio/cd med DAB, viser sig at koste den nette sum af 34.000 kroner, hvis dette købes samlet i MINI Pepper-udstyrspakken, der også inkluderer sportslæderrattet.

Prisen – og det generelle prisniveau hos MINI/BMW – har en afskrækkende virkning i sig selv, men er man først over den barriere, og har besluttet sig for, at næste bil skal være en MINI, så er jeg ikke så sikker på, at jeg længere partout vil anbefale den “almindelige” Cooper – hvad der ellers nok ville have været tilfældet førhen. Countryman har nogle praktiske og komfortmæssige fordele, som man værdsætter endnu højere på en lang køretur, og på trods af dens ikke udpræget minimale mål, er den stadig som enhver anden Mini meget letkørt i byen.

Kommentarer

Skriv et svar

Basal HTML er tilladt.