Test: Nissan Qashqai 1.6 dCi

Faktisk kan man få en Nissan Qashqai for 249.990 kroner. Men vi skal op i de lidt højere luftlag for at finde ugens testbil, uden at vi dog bevæger os hinsides rimelighedernes grænse. På menuen står den nye Qashqai 1.6 dCi, der praler af flotte tal for både præstationer og brændstofforbrug.

Qashqai har lige siden introduktionen i 2007 været en eftertragtet vare, især på det europæiske marked. På det tidspunkt kunne Nissan også bryste sig af, at tilbyde noget relativt unikt – en Crossover Utility Vehicle i Golf-størrelse. Med andre ord, en kompakt SUV, som vi danskere rent faktisk kunne betale.

Med tiden er der som bekendt kommet flere til. Her nævnes i flæng Hyundai IX35, Kia Sportage, Skoda Yeti og Peugeot 3008. Biler, der for de flestes vedkommende kan fås med firehjulstræk, men som primært købes for deres høje siddestilling og gode loftshøjde. Så selvom de alle har en vis frihøjde at gøre godt med, spiller de terrængående egenskaber, eller manglen på samme, ikke den store rolle. Derfor er det nok heller ikke uden grund, at den testede Nissan Qashqai er en almindelig forhjulstrækker. Det er den slags, der sælges flest af i dette flade land. Med firehjulstræk stiger prisen desuden med 23.000 kroner, og ligeledes bliver man ramt på pengepungen, når brændstofregnskabet skal gøres op.

Anskaffelsesprisen for den testede N-Tec 360-version er 377.990 kroner, men selv basisversionen Acenta til 344.990 kroner er gavmildt udstyret. Det, jeg fik glæde af, var, som navnet måske antyder, godt udsyn 360 grader rundt og lidt til. Dels i kraft af et panoramaglastag, dels takket være bak- og Around View-kamera, som gør, at man stort set kan parkere bilen udelukkende ved at orientere sig på LCD-skærmen i midterkonsollen.

nissan-qashqai-interior

I samme fysiske enhed har man implementeret Nissan Connect; et infotainment-system med indbygget navigation, samt Bluetooth-, USB- og iPod-tilslutning. Skærmen er i sig selv ikke nogen opvisning i flot og skarp grafik. Faktisk er billederne fra parkeringskameraerne jammerligt ringe, hvilket især kommer til udtryk i døgnets sene timer. Så på det punkt er der i den grad rum for forbedring. Til gengæld er funktionaliteten fremragende og væsentligt bedre end hvad jeg for eksempel oplevede i den ellers noget dyrere Range Rover Evoque. Systemet er logisk opsat og reagerer hurtigt, både med hensyn til navigation og opkobling via Bluetooth.

Rent ergonomisk er der heller ikke meget at sætte en finger på i kabinen. Knapperne sidder hvor de skal, og der er ikke for mange af dem, selvom jeg da gerne vil indrømme, at rattet er godt polstret til, når det både skal rumme betjening af fartpilot, fartbegrænser, radio, telefon etc. Man kan godt ane, at interiøret har nogle år på bagen, men kvalitetsfølelsen er ret god for en asiatisk bil (bygget i England), og væsentligt bedre end i Kia Sportage, som jeg kørte tidligere på vinteren.

Nissan Qashqai skiller sig også ud fra Kia Sportage, og i øvrigt fra den nye Mazda CX-5, som jeg netop har fået en kort køretur i, når det handler om køredynamik. For det har den ikke meget af, hvis man tager udgangspunkt i min forståelse af køredynamik. Den læner sig lidt for meget til siden i hurtige sving, og styretøjet mangler føling jo tættere man kommer på midterstillingen. Det er ikke et kritisk punkt, skal jeg lige understrege, for så vidt som at det ikke er noget, den typiske målgruppe vil bekymre sig om. Men det er nok noget, man vil bemærke, hvis man kommer fra en Ford Focus eller lignende.

Derimod vinder japaneren mange pluspoint for sin fine kørekomfort, der ikke er set bedre længe for mit vedkommende. Eneste malurt i bægeret er sæderne, der er en smule for korte, og nakkestøtterne, der simpelthen er for flade. Mange vil sikkert nyde den høje siddestilling, men mulighederne for højdejustering er for få – os, der omvendt gerne vil sidde nogenlunde personbilsagtigt, er tilsyneladende blevet overset.

Men der er ikke mange, der er blevet overset i udviklingen af den nye 1.6 dCi-motor, der på sigt skulle være tiltænkt som erstatter for 2.0 dCi. Den er et perleeksempel på downsizing: mindre volumen, samme trækkraft og lavere forbrug. 150 hestekræfter, som den 2-liters diesel, har den ikke – den må nøjes med 130. Men momentet på 320 NM er det samme, og det er egentlig det afgørende.

nissan-qashqai-dci

Nissan benytter dieselmotorer fra Renault, og det gør sig ligeledes gældende i dette tilfælde. Den kunst har franskmændende heldigvis fuldstændig styr på, så 1.6 dCi er raffineret, harmonisk og lydsvag som meget få andre. Det bidrager i høj grad til Qashqais generelle kørekomfort, at der ligger en motor ude foran, som man stort set ikke hører noget til, andet end en lille smule ved acceleration. Og selvom den er støjsvag, har den et potent kraftoverskud, når blot man holder den over de 2.000 omdrejninger.

Så er der lige spørgsmålet om brændstofforbrug, for selvfølgelig kører den ikke så langt, som den er opgivet til. EU-normen på 22,2 km/l kan godt lade sig gøre, men det skal nok primært være ved jævn landevejskørsel med begrænset modvind. Jeg ville regne med omkring 18 km/l ved blandet kørsel, og det er sådan set også acceptabelt. Men som altid handler det først og fremmest om at køre forudseende, holde omdrejningerne og farten nede, og om at udnytte start/stop-systemet når muligheden byder sig.

Alene på grund af motoren er Nissan Qashqai anbefalelsesværdig, og ligeledes er det høje komfortniveau et væsentligt argument. Men pladsforholdene trækker lidt i den anden retning. Hovedhøjden på bagsæderne er begrænset, og et bagagerum på 410 liter giver ikke plads til den helt store oppakning. Den lidt længere Qashqai+2 er nok værd at se på for en pladskrævende familie, men ellers vil jeg kraftigt råde jer til at overveje tingene en ekstra gang, for den nye Mazda CX-5 har prismæssigt, såvel som på en række andre områder, en god chance for at blive den store vinder i det her spil.