peugeot-208

Den efterhånden længe ventede Peugeot 208 nærmer sig med hastige skridt det danske marked. Vi kan forvente lancering sådan cirka medio maj, og det til nogle umiddelbart meget konkurrencedygtige priser.

Jeg vil tillade mig at henvise til tidligere indlæg om den franske minibil for yderligere information om 207′erens afløser, herunder ikke mindst om den spændende Peugeot 208 GTI. Hvis man alligevel kort skal ridse op, hvad det hele drejer sig om, så er 208 blevet 173 kilo lettere og 7 cm kortere end sin forgænger, men mere rummelig. Derudover udleder dieselmotorerne alle som én under 100 gram CO2 pr. km.

På den baggrund er det jo meget belejligt, at Peugeot 208 i første omgang kun kommer som diesel. Det er i hvert fald kun et par diesel-versioner, der er blevet prissat indtil videre. Så må tiden vise, om der også vil blive fastsat priser for benzinprogrammet inden lanceringen. Godt ser det under alle omstændigheder ud.

Introduktionsprisen er indtil videre 144.990 kroner, og for de penge får man en 3-dørs 208 1.4 HDI med 64 hk og Access-udstyr. Det omfatter blandt andet blinklys i sidespejle, LED baglygter, komfortblink, multijusterbart rat, elruder, højdejusterbart førersæde, cd/radio med MP3 og to Isofix beslag på bagsædet.

Man kan også vælge at gå et trin op ad stigen, til en 5-dørs 208 1.6 HDI med 92 hk og udstyrsniveauet Active. Så er der tilmed elektrisk justerbare sidespejle og dørhåndtag lakeret i bilens farve, aircondition med køl i handskerum, multifunktionsrat, varme i forsæderne, splitbagsæde, fartpilot med fartbegrænser, samt infotainment system med 7″ touch screen, Bluetooth, USB og AUX. Så er prisen 194.990 kroner.

Med de priser er Peugeot 208 ikke blot konkurrencedygtig, men som udgangspunkt også billigere end mange af sine konkurrenter, såsom Mazda 2, Fiat Punto og Seat Ibiza. Det eneste man savner, er sådan set aircondition i indstigningsmodellen, men det er 208 langt fra ene om.

Kommentarer

Skriv et svar

Basal HTML er tilladt.