For de fleste motorsportsentusiaster er den kommende weekend ét af årets absolutte højdepunkter. 24 Heures du Mans løber af stablen for gud ved hvilken gang, og danskere i alle aldre vil flokkes afsted mod det nordfranske. For de fleste foregår transporten derned sandsynligvis i husstandens privatbil, men lad os blot lege med tanken, at du får til opgave at vælge det perfekte befordringsmiddel – frit valg på alle hylder. Hvad skulle det så være? Ti bud følger.

Mulighederne er mange, og der er lige så mange forskellige behov, som der er mennesker. Men visse kriterier må de fleste kunne blive nogenlunde enige om, hvoraf god langturskomfort må være ét af de vigtigste. Så sæderne skal være i orden, pladsen ligeså, og der må jo også gerne være motorkraft nok til, at man kan køre lidt mere end 110 km/t ned ad Autobahn.

Jeg har tænkt mig at præsentere et bredt udvalg af biler, der opfylder forskellige behov. Det er blevet grebet således an, at jeg har udpeget ti kategorier, så der både er noget til egoisten, til familien og til venneflokken eller kæresteparret. Listen er naturligvis ikke udtømmende, og jeg har endda været så snævertsynet, at jeg i første række har kastet blikket på biler, jeg selv har kørt i. Men De får også et par alternative bud, og man er selvfølgelig velkommen til at byde ind i kommentarfeltet.

Mikrobilen – Fiat Panda

Fiat Panda har jeg aldrig kørt, men dog siddet på bagsædet i ved en enkelt lejlighed. Det var ikke nogen udpræget fornøjelse, men for så lille og billig en bil er bagsædepladsen ganske imponerende. Mens mange mikrobiler mere har karakter af firehjulede scootere, er Panda anderledes personbilsagtig. En tur til Frankrig i en mikrobil vil aldrig blive nogen opvisning i luksus, men vælg Fiat Panda med den roste, 2-cylindrede TwinAir-motor og man vil være ganske fint kørende. Alternativer: Kia Picanto, Ford Ka, VW up!

Minibilen – Skoda Fabia Combi

Godt nok er der en selvstændig kategori for stationcars, men Skoda Fabia Combi er jo altså en minibil uanset hvad, og den kan ikke måle sig med de “rigtige” stationcars, der følger nedenfor. Og så alligevel, for med en bagagerumskapacitet på 480 liter har den mere læsseplads end en BMW 3-serie Touring. Seat Ibiza ST er på mange punkter et mere interessant bekendtskab, selvom den rent teknisk er stort set identisk, men den kan ikke være med, når det kommer til pladsforhold, og det taber den på i denne sammenhæng. Fabia Greenline er på papiret den mest brændstoføkonomiske version, men ved motorvejshastigheder udlignes differencen markant til den mere harmoniske 1.6 TDI, så vælg sidstnævnte. Alternativer: Seat Ibiza ST, Renault Clio Sport Tourer, Kia Venga.

Mellemklassebilen – VW Golf

Der er en grund til, at Golf lægger navn til sin egen klasse. Den har været en dominerende faktor i årtier og vedbliver at være det, på trods af mere moderne konkurrenter som Opel Astra og Ford Focus. Men i raffinement er der ikke noget, der slår VW Golf, spørger man denne signatur. Kabinen er en smule grå og trist, men det opvejes i væsentlig grad af den fremragende materialekvalitet. Spørgsmålet er blot, om man kan klare sig med den ovenfor nævnte 1.6 TDI-motor. Jeg tror man vil sætte pris på det ekstra kraftoverskud fra den 140 hestes 2.0 TDI, og den er også i mere end én forstand bedre gearet til de høje hastigheder. Alternativer: Ford Focus, Seat Leon, Peugeot 308.

MPV’en – Renault Grand Scenic

Var destinationen Nürburgring, så var valget nok faldet på Ford C-Max, men der er ikke meget andet i klassen, der overgår Renault Grand Scenic på langtursegenskaber. I seneste afstøbning er den blevet et aldeles vellykket stykke automobil, der godt nok ikke byder på de mest inspirerende køreegenskaber, men som til gengæld brillerer på næsten alle andre områder. Den kan tilmed fås med syv sæder, men dog er de to bageste mest forbeholdt småbørn. Vælg den med den nye 1.6 dCi-motor for bedste kompromis mellem ydelse og økonomi. Alternativer: Ford S-Max, Opel Zafira, Chevrolet Orlando.

Stationcaren – Mercedes-Benz C-Klasse

I denne kategori kan man stort set ikke gå galt i byen. Sidste år var jeg imidlertid så priviligeret, at jeg fik mulighed for at prøve en Mercedes C220 T CDI med alt hvad hjertet kan begære af (dyrt) ekstraudstyr. Bi-turbo dieselmotoren på 170 hk og 400 NM er en perle, og kraftressourcerne til trods gik den i testugen omkring 20-21 km/l. Udstyret med 7-trins automatgear og adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende, er C-klassen en fornøjelse på motorvejen. Undervognen er overraskende fast for en Mercedes, men ikke for hård, og resultatet er en bil, der ligger klippestabilt på vejen uanset hastighed. Alternativer: Peugeot 508, BMW 5-serie Touring, Mazda6.

Livsstilsbilen – MINI Countryman

Der findes ikke nogen præcis definition på en livsstilsbil, men ofte karakteriseres de ved at være lidt dyre og upraktiske. Af en MINI at være er Countryman dog overraskende praktisk, ikke mindst takket være et højt loft og en knapt så sportsvognsagtig kørestilling som sit ophav. MINI Cooper SD Countryman er udstyret med BMW’s 2-liters dieselmotor på 143 hk, og den kører 21,7 km ved blandet kørsel – det uden tvivl bedste valg til opgaven, at transportere en, to, tre, fire mand til Frankrig og hjem igen. I den firesæders Countryman er der monteret en ‘centre rail’, hvori der kan fastgøres alskens ting og sager, såsom kop- og mobiltelefonholdere. Alternativer: Nissan Juke, Kia Sportage, Citroën DS4.

SUV’en – BMW X3

På turen til Frankring får man sandsyligvis ikke brug for de helt vilde off-road egenskaber, hvorfor der ikke er nogen grund til at slæbe en Range Rover eller Discovery med dig, med mindre du også har abnorme pladsbehov. På almindelig vej er der ikke meget, der kommer op på siden af den nye BMW X3. Den er markant mere komfortabel end sin forgænger, og så har den stadig en størrelse, som er til at have med at gøre, selvom den efterhånden er blevet lige så stor som den første X5. Med firecylindret dieselmotor kører den relativt langt på literen, og Steptronic-gearkassens otte gear bidrager til at holde omdrejningerne, og dermed støjniveauet, nede. Alternativer: VW Touareg, Mazda CX-5, Audi Q5.

Cabrioleten – Audi A5 Cabriolet

Det skorter ikke på spændende muligheder i kategorien for cabrioleter. Men skal turen til Le Mans foregå på nogenlunde behagelig vis, kunne en Audi A5 være et udmærket valg. Den har plads til fire personer, selvom bagsæderne siges ikke at være voldsomt idéelle for voksne på længere ture, men det er jo segmentets evige problematik. Til gengæld har den et stoftag, som ikke fylder hele bagagerummet når det er foldet ned. Kørekomforten er i top, førermiljøet ligeså, og udvalget af motorer skulle tilfredsstille selv de mest kræsne smagsløg. Med 3.0 TDI Quattro er der dømt overhalingsspor det meste af vejen. Alternativer: Volvo C70, Renault Megane CC, BMW Z4.

Superbilen – McLaren MP4-12C

McLaren MP4-12C er kendt for at være lidt anonym, af en superbil at være altså. Dels har den et navn, ingen kan huske, dels er den udstyret med så megen teknologi, at nogle vil kalde den en computer på fire hjul. Men tag ikke fejl. McLaren ved et og andet om hurtige biler, qua deres engagement i Formel 1. Bilen er udstyret med teknologi, som er en F1-racer værdig, og den relativt lille V8-motor på 3,8 liter er udstyret med bi-turbo og yder derved 600 hk. Men vigtigst af alt, så skulle den være overraskende komfortabel, og det er sikkert ganske prisværdigt, når der venter knap 1.500 kilometer asfalt, af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, forude. Alternativer: Ferrari 458 Italia, Lamborghini Aventador, Porsche 911 Turbo.

Elbilen – Nissan LEAF

Det bedste bud på en elbil netop nu, er velsagens Nissan LEAF. Konkurrenten Renault Fluence Z.E. er et nogenlunde ligeværdigt alternativ, men den kører som en balje vand på klaverhjul. Med en teoretisk rækkevidde på 170 kilometer kræver LEAF opladning cirka ni gange undervejs, men udnytter du bilens voldsomme fartressourcer og holder tophastigheden på 145 km/t hvor det er lovligt, nærmer vi os vel nok en tyve gange. Hvis der ikke er en certificeret Quick Charge-ladestation i nærheden, tager det 10-11 timer at lade batteriet op, så regn med at skulle køre hjemmefra en uges tid før. Godt nok kommer du så for sent til løbet, men i det mindste vil du ankomme med samvittigheden i orden. Alternativer: Renault Fluence Z.E., Mitsubishi i-Miev, Peugeot iOn.

Kommentarer

Skriv et svar

Basal HTML er tilladt.