Klassisk kavalkade – 1970′erne

Endnu en gang skal jeg forsøge at gøre mig klog på noget, jeg egentlig ikke har det store vidensgrundlag for at gøre mig klog på – klassiske biler. Vi er nået til oliekrise-årtiet 1970, men som det så tydeligt vil fremgå, var det ikke noget, der gav bilfabrikkerne kolde fødder. Man måtte videre, og det kom man.

De ti biler herunder skal ikke forstås som en top-10, men blot som en udvalgt skare af motorkøretøjer, der tilfældigvis har sat spor i min hukommelse. Listen er altså ikke udtømmende, og i kommentarfeltet må De hjertens gerne byde ind med flere bud på nævneværdige 70’er-vogne.

Lancia Stratos HF

Lancia-Stratos

Ikke mange biler i historien frembringer nostalgiske billeder fra tidligere tiders episke rally-løb, som Bertone-designede Lancia Stratos. Den er et 70’er-ikon, som man simpelthen ikke kommer uden om i en kavalkade som denne. Det karakteristiske ydre med den “omsvøbende” forrude gemmer på en centermotor-konstruktion med baghjulstræk, og det nærmest gokart-agtige layout har gjort Stratos aldeles levende og agil på de smalle rally-stræder.

Rolls-Royce Corniche

rolls-royce-corniche

Få mærker har holdt så godt fast ved traditionerne, som Rolls Royce. En lille ændring tillod de sig dog, da de i 1971 besluttede at omdøbe Silver Shadow Mulliner Park Ward two door fixed head coupé til Corniche. Det forstår man jo godt. Hermed også sagt, at Corniche ikke var nogen ny bil som sådan. Første generation bygger på en Rolls Royce Silver Shadow, som kom frem i 1965. Introduktionen af en hydraulisk undervogn, lånt fra Citroën, gjorde den majestætiske Rolls til Titanic på fire hjul.

Saab 900

saab-900

Heller ingen 70’er kavalkade uden Saab 900. Ikke her på Autoaficionado, i hvert fald. Den bygger i vid udstrækning på grundkonstruktionen fra 99’eren, med den firecylindrede motor liggende foran og forhjulstræk. Og så har den et forhjulsophæng med tværsvingarme, som gav den ganske fornuftige køreegenskaber for sin tid. Den afrundede “cockpit”-forrude, dog ikke i lige så høj grad som på Lancia Stratos, efterlader ingen tvivl om Saab’s engagement i flyindustrien.

Aston Martin V8

Aston-Martin-V8

Aston Martin V8 var ligesom Corniche’en ikke ny i teknisk forstand, men det blev bilens navn i 1972, da man droppede DBS-betegnelsen, dels som følge af, at denne ikke længere kunne fås med seks cylindre, dels i sammenhæng med at fabrikken skiftede ejermand. Den blev også kendt under det endnu mere mundrette navn, AM V8. Med sit muskelbilsydre er den væsentligt mere amerikansk i sit udtryk end nutidens Aston Martins, og det i visse perioder kritiserede design gennemgik da også flere modifikationer undervejs.

Alfa Romeo Alfetta GTV

Alfa-Romeo-Alfetta-GTV

Designmæssigt var 1970’erne ikke nogen glansperiode, heller ikke for Alfa Romeo, men en vis stil er der da over Alfetta’en, der i 1974 blev komplementeret af en coupé-udgave ved navn GTV. Den var en slags fattigmandssportsvogn, derved at den bød på mange af de samme designtræk som gran tourismo’en Alfa Montreal, men til en noget mere overkommelig pris.

Mercedes-Benz S-Klasse (W116)

mercedes-w116-s-klasse

S står for Spitzenklasse eller Sonderklasse, og det havde Mercedes’ topmodel været i mange år, men det var først med W116-generationen at betegnelsen S-klasse blev officiel. Angiveligt begyndte udviklingen allerede i 1966, men bilen blev først præsenteret i 1972. Den kom med et bredt udvalg af seks- og ottecylindrede motorer, hvoraf den heftigste version var 450 SEL 6.9, der bød på en 6,9 liters V8 med 286 hk. I dag kan en 2-liters med lidt trylleri yde det samme, men den gang var det sager…

Porsche 924

porsche-924

Porsche 924 svarer på sin vis til vore dages Boxster/Cayman, forstået således, at den erstattede 914 som mærkets basis-model, da den kom frem i 1976. Helt uhørt for en Porsche havde den motoren liggende ude foran. Motoren var heller ikke nogen boxer, men derimod en almindelig række-firer, som også blev anvendt af Audi og VW. Så nogen racerbil var den ikke. Men dens bredere, folkelige appel – her tænkes især prismæssigt – var med til at redde Porsche ud af deres finanisielle vanskeligheder i halvfjerdserne.

Renault 5

Renault-5

Billedet herover fortæller historien om en minibil, der oprindeligt var tiltænkt den stilbevidste, unge kvinde. Men Renault 5 blev så meget mere end det. I kølvandet på oliekrisen i 1973 steg efterspørgslen efter brændstoføkonomiske biler, og det gjorde hurtigt den lille Renault afsindigt populær. Idet den som den første bil havde forstærkede kofangere i plastik, var den tilmed forud for sin tid hvad angår sikkerhed. Den lille, tre-dørs franskmand er siden hen blevet et ikon på lige fod med Citroën’erne 2CV og DS.

BMW 5-serie E12

bmw-e12

I dag kommer omkring 50 procent af BMW’s indtægter fra salg af den populære 5-serie, lader man sig forstå. Men koncernen var nok ikke helt klar over, hvilken potentiel guldgrube, de havde frembragt, da de i 1972 lancerede første generation. Bag designet står samme mand, italienske Marcello Gandini, som lagde streger til Alfa Romeo Alfetta sedan, og det ser man klart og tydeligt. Men rent teknisk var 5-serien helt sin egen.

Mazda RX-7

Mazda-RX-7

1970’erne var årtiet, hvor den første Mazda RX-7 så dagens lys. Det gjorde den nærmere bestemt i 1978, og den er måske mest kendt for at være én af de få sportsvogne med Wankel-motor. Den lange motorhjelm gjorde det muligt for Mazda at placere motoren, der oprindeligt var på 1,1 liter og 100 hk, bag forakslen for optimal vægtbalance.

Kommentér